Indledning:

Torsdag sidst på eftermiddagen sad jeg til musikskolens sommerkoncert på Læsø Saltsyderi. Mellem toner, pauser og små samtaler opstod en refleksion – ikke over musikken, men over færgerne. Den færge, vi så ofte tager for givet. Den, vi regner med sejler. Den, der forbinder. Og den, der indimellem bliver væk.

Midt i samtalen slog det mig, at færgen – og måske især dens fravær – rummer en påmindelse om noget dybere. Om rytmer i livet. Om mellemrum. Om det at standse op.

Denne lille tekst blev til som en tankeudveksling med netop det for øje – inspireret af samtalen, musikken og måske også en smule af Søren Kierkegaard. Måske skrev færgen selv med:

🌊 Tak, færge – fordi du blev væk

En lille tekst – om eksistentielle mellemrum (med et strejf af Kierkegaard)

Færgen – vores levende bro.
Ikke kun mellem to kyster – men mellem her og dér, ud og hjem, hverdag og undtagelse. Du forbinder os ikke bare geografisk, men eksistentielt. Du giver os rytme. Du bringer os videre. Og vi stoler på dig.

Men indimellem bliver du aflyst.
For mange af os er det et irritationsmoment. Planer falder fra hinanden. Skemaer skrider. Der bliver peget udad: på rederiet, kommunen, på vejret, på den uforudsigelige verden. Og det er forståeligt – vi vil jo frem. Vi vil nå noget.

Men hvad nu, hvis aflysningen ikke kun er en forhindring? – Hvad nu, hvis den i virkeligheden er en invitation? Hvad nu hvis aflysningen ønsker at fortælle os noget?

Når du ikke sejler, opstår der et mellemrum. Et hul i tiden. Et sted, hvor vi ikke kan fortsætte – og derfor må være. Vi er vant til at se tid som noget, vi skal bruge. Men måske er det netop i den tid, vi ikke får brugt, at livet viser sig.

Kierkegaard taler om menneskets mulighed for at forholde sig til sig selv – og det sker ofte først, når noget standser os – Ikke i travlhed, men i stilhed – Ikke i fremskridt, men i ophold. “Opholdet” bliver i den forstand en slags påmindelse: Vi er ikke kun skabt til at komme videre – Vi er også skabt til at være.

Det virker som et absurd øjeblik – når meningen falder bort. Men måske vi skal sige til os selv: Vælg øjeblikket alligevel – Vælg at stå her – I stilheden – I tomrummet – Med åbent sind og åbent hjerte.

Så tak, færge.
Tak fordi du – ind imellem – bliver væk.
Tak fordi du skaber mellemrum, hvor vi ikke skal noget.
Tak fordi du minder os om, at det ikke er al tid, der skal udnyttes.

Nogle broer bringer os videre.
Andre lærer os – at blive.

Færgen – vores levende bro

Efterklang – et par ord til eftertanke

Søren Kierkegaard skriver, at “mennesket først bliver sig selv, når det stilles over for muligheden.” Og ofte er det først, når noget standser os – en færge, en aflysning, en stilhed – at denne mulighed træder frem. Ikke som noget praktisk, vi skal gøre, men som noget eksistentielt, vi må være i.

Johannes Sløk bemærker, at “det absurde ikke er noget, vi skal flygte fra – men noget vi må vælge, fordi det er virkeligt.” Når færgen bliver væk, og tiden åbner sig – ikke med produktivitet, men med tomhed – så gives vi muligheden for netop dét valg. At stå i det. At vælge det.

Mellem land og land – og mellem travlhed og nærvær – ligger færgens sande kraft: Den forstyrrer vores vaner. Den stiller os et spørgsmål. Den beder os måske ikke om at komme videre – men om at blive.