Vi er lidt mere lukkede end store dele af Danmark og alligevel mere åbne end Grønland, hvor jeg også har slået mine folder. Jeg ser en mulighed for at gøre en forskel i det nære for at understøtte det store fællesskab. Min første tid her på Læsø har handlet om at skabe ro og planlægge skoleåret 24/25, så det passer ind i den vision, vi har for Læsø Skole – nemlig at den skal være omdrejningspunktet for det gode, nærværende børneliv på Læsø.
Jeg oplever, at tid har en anden betydning her på Læsø! Med det mener jeg, at det i praksis er muligt at navigere uden om “brandslukningsbeslutninger”, hvilket giver en mere stabil og sammenhængende organisation. Det betyder ikke, at der ikke bliver handlet på de ting, der opstår, men “Læsøtiden” gør, at det er muligt at træffe gode beslutninger, der er velovervejede og passer ind i strategien.
Det specielle ved en “brandslukningsbeslutning” i et organisationsperspektiv, sådan som jeg ser det, er, at den ofte starter flere brande, end den slukker. Det betyder også, at organisations- og beredskabsperspektivet kan ses som komplementære relationer, der gensidigt udelukker hinanden, men som også er gensidigt afhængige af hinanden. Beredskabet har til formål at slukke “brande”, hvorimod organisationen har til formål at undgå dem. En smule karikeret… Ja, og lidt søgt er det også… Men en spændende tanke…
Et eksempel: Jeg fik en mail den 19. august fra lederen i Børnehuset (børnehave og vuggestue) om, at hun ønskede at mødes vedrørende morgenpasning. Jeg indkaldte til et møde den 20. august, hvor vi fik talt om morgenpasning for SFO-børn på Læsø. I en længere periode har det været Børnehuset, der har varetaget denne opgave for SFO’en. Pædagogisk set oplever vi, at der er et for stort spring fra 6 måneder til 9 år, hvilket begynder at presse rammerne i Børnehuset. Vi aftalte på mødet, at jeg skulle kigge på planlægningen og finde ud af, hvornår og hvordan vi kunne flytte morgenpasningen fra Børnehuset op på skolen. På skolen fandt vi personale til opgaven og fik koordineret med SFO-koordinatoren omkring indholdet m.m. Og vupti, i onsdags kunne vi sende brev ud til forældrene om, at de fra mandag den 2. september skal aflevere til morgenpasning på skolen.
Jeg ved godt, at det ikke kan overføres én til én i en større kommune, men hvis beslutningskompetencerne bliver kanaliseret ud til de decentrale niveauer, giver det alt andet lige større handlemuligheder. Når jeg taler med skoleledere andre steder, er der flere, der oplever, at de godt kan få lov til at stå til ansvar, men at deres handlemuligheder stort set er ikke-eksisterende. Handlemuligheder fjerner magtesløshed, og uanset hvordan vi vender og drejer det, giver handlemuligheder øget trivsel og arbejdsglæde. Øget trivsel og arbejdsglæde, også på lederniveau, smitter af i hele organisationen. Min gode sparringspartner, samtalepartner og uenighedsmakker, Merete Meyer, har netop medvirket i en artikel om netop ledertrivsel… https://www.lederestrivsel.dk/ledererfaringer/ledertrivsel-smitter-af-pa-alle—helt-ud-pa-savannen
Lørdag formiddag fodrede jeg surdejen, jeg har med fra Lolland. Jeg gjorde en spandfuld dej klar, og her til morgen kunne jeg bage en omgang boller, som jeg vil tage med til de morgenfriske, der kommer forbi mandag morgen. Jeg fik også samlet nedfaldsæbler, som kunne forvandles til juice. Det bliver en god morgen.
Min arbejdsglæde er helt i top. Smuk dag til alle!