Hvordan hænger surdej og skoleudvikling sammen? Ved første øjekast ser det måske ikke ud til, at de har noget tilfælles. Men da jeg for nylig bagte boller og tænkte på de store stenstøtter ved Dodekalitten på Lolland, slog det mig, at både surdej og skoleudvikling handler om potentialitet – de iboende muligheder, der ligger og venter på at blive realiseret under de rette omstændigheder.
Aristoteles bruger begreberne “potentialitet” og “aktualitet” blandt andet i værkerne “Metafysik” og “Fysik”. Gennem sine værker hjælper han os med at få øjnene op for spørgsmål, som vi måske har glemt, fordi vi troede, vi kendte svaret på dem. Han skelner blandt andet mellem det, noget kan blive (potentialitet), og det, noget er blevet (aktualitet). Dette er tydeligt illustreret i Dodekalitten, en række monumentale skulpturer på Lolland — i hvert fald i mine tanker, mens jeg bagte boller. Her er store stenblokkes iboende muligheder blevet bragt til live af Thomas Kadziola.
Ligesom stenblokkene på Lolland har en iboende mulighed (potentialitet) for at blive smukke skulpturer, har vi alle en iboende mulighed for at udvikle os under de rette betingelser. Det var denne iboende mulighed, jeg tænkte på, da jeg fodrede min surdej til bollerne. Surdej har nemlig en iboende mulighed for at udvikle sig til et livligt og kraftfuldt bageelement under de rette betingelser – mel, vand og tid. Intet mere er nødvendigt, kun tålmodighed og de rette omstændigheder.
Nu var mine tanker sendt afsted på en forunderlig og foranderlig rejse mod skoleudvikling, både generelt og her på Læsø. Ligesom surdejen og stenblokkene har de børn, vi tager imod på skolen, også en iboende mulighed, der kan realiseres under de rette rammer. Skolens rammer har også en iboende mulighed, der med de rette folk og de rette betingelser kan blive en realitet.
Her på Læsø er vores betingelser for at lave en god skole anderledes end mange andre steder. Vi er lidt mere isolerede, og det ser jeg som en fordel, når vi skal udvikle os. Ligesom med surdejen og dens behov for tid og de rette betingelser, har vi heller ikke syv konsulenter ansat, og vi har ikke en stab, der ”forstyrrer” skolens naturlige udvikling med et ydre pres, hurtige løsninger eller ”brandsluknings beslutninger.” Pres og hurtige løsninger kan, som jeg ser det, sammenlignes med at tilsætte gær til en surdej for at fremskynde processen, hvilket ofte resulterer i en suboptimal udvikling, hvor det naturlige potentiale ikke udnyttes fuldt ud. I stedet for at presse resultater frem bør vi værdsætte processen, give tid og sørge for de rette betingelser.
Hvis vi i optimeringens navn, eller i andres navn for den sags skyld, fjerner elementer fra skolens rammer, som hjælper elevernes iboende muligheder med at realisere sig, og i stedet leder efter hurtige løsninger på de udfordringer, der opstår som følge af de ændringer, vi tidligere har foretaget, komplicerer vi noget, der ikke behøver at blive kompliceret. Ligesom surdejen kræver tid og de rette betingelser for at udvikle sig, har børn og voksne f.eks. brug for omsorg, når de skal udvikles, og derfor bør skolens rammer give mulighed for at udvise omsorg. Ellers risikerer vi, at det sted, hvor børn bruger mest tid på at gro, bliver det sted, hvor der er mindst tid til omsorg.
Surdej er måske lidt som skoleudvikling – hvis det skal gøres ordentligt, tager det den tid, det tager, og der skal bruges det, der skal bruges.
Ligesom med surdejen og behovet for de rette betingelser, er fællesskab en central del af skolens iboende mulighed. Her på Læsø er vi så privilegerede, at vi har gratis skolemad til alle elever. Klokken 11:05 går vi alle, børn og voksne, ned og spiser i kantinen. Det er en fællesskabsskabende aktivitet, der rækker langt ud over selve spisesituationen og i høj grad bidrager til at skabe de rette betingelser for, at elevernes iboende muligheder kan blive realiseret.
På Læsø er det et vilkår, at vi dagligt arbejder med potentialitet, ikke fordi vi konstant diskuterer filosofiske begreber eller Aristoteles’ skelnen mellem potentialitet og aktualitet, men fordi vi er dem, vi er, og vi har de elever, vi har. Ligesom vi har set vigtigheden af at tage tid til at lade en surdej hæve eller skabe fællesskab gennem fælles måltider, ved vi også, at vi skal give plads til hvert barns naturlige udvikling. Vi taler ikke om at oprette en akutskole eller at visitere elever til en specialskole. På Læsø er vi opmærksomme på, at det er fællesskabet, der er den bærende kraft, både i og uden for skolen.
Så nej, det er ikke et barns skyld, når noget går galt! Det er heller ikke skolens skyld, lærerens skyld, pædagogens skyld, ledelsens skyld eller forældrenes skyld.
Skyld udvikler ikke skolens iboende muligheder – tværtimod!
